Hver fjerde virksomhed har oplevet, at deres it-projekt enten er standset eller udskudt under coronakrisen. Det viser Danske IT-Advokaters årlige IT-survey 2020, som 325 it-beslutningstagere og contract managers har besvaret.
Digitaliseringen har bredt sig betydeligt gennem hele karantæneperioden. Derfor er det en overraskelse, at både IT-kunder og IT-leverandører nu giver udtryk for, at hver fjerde IT-projekt er udskudt eller standset under coronakrisen.
”I hvilken grad har din virksomhed, under Covid 19-krisen oplevet, at igangværende eller planlagte IT-projekter, er blevet stoppet eller udskudt?” Sådan lyder spørgsmålet, som 29 pct. af IT-leverandører har besvaret med ”i høj grad” eller ”meget høj grad”. Tilsvarende har 21 pct. af IT-kunder svaret det samme. Sammenlagt giver det et gennemsnit på omkring 25 pct. – svarende til at hver fjerde IT-projekt enten er standset eller udskudt.
IT-Advokat Tue Goldschmieding, der er medlem af bestyrelsen i Danske IT-Advokater, siger:
”Mange virksomheder har under coronakrisen oplevet usikkerhed om fremtiden og har derfor udskudt eller standset IT-projekter. Begge dele peger i retning af en form for opbremsning. Men det er et overraskende højt antal IT-projekter, der er standset eller udskudt”.
Danske IT-Advokaters årlige IT-survey omhandler konflikter og deres årsager mellem IT-kunder og IT-leverandører. Det er helt tydeligt i dette års undersøgelse, der er gennemført i perioden med coronakrisen, at de mange afbrudte IT-projekter også rummer kimen til, at der kan udløses konflikter mellem kunder og leverandører.
Ud af de 21 pct. IT-kunder, som har fået afbrudt eller standset et IT-projekt, har 33 pct. oplevet en konflikt i kølvandet på dette. Det er signifikant højere end gennemsnittet, mens 17 pct. ikke har oplevet en konflikt, hvilket er betydeligt under gennemsnittet for konflikter.
Af de 29 pct. IT-leverandører, som har fået standset eller udskudt et IT-projekt, har 43 pct. oplevet en konflikt, mens 23 pct. ikke har oplevet en konflikt.
IT-Advokat Julie Bak-Larsen, medlem af Danske IT-Advokaters bestyrelse, siger:
”Vores undersøgelser viser, at afbrudte IT-projekter godt kan medvirke til, at der udløses en konflikt mellem kunde og leverandør. Derudover viser vores undersøgelse, at der tilsyneladende er en tendens til, at der er flere, der går ind i konflikterne, og at dette for en stor dels vedkommende sker med et tilfredsstillende resultat, enten med et udfald i form af et forlig eller som endelige afgørelser. Undersøgelsen viser på den baggrund, at det for manges vedkommende godt kan betale sig at turde gå ind i konflikten”.
Undersøgelsen er lavet i samarbejde med analysefirmaet Userneeds. Svarene er indsamlet mellem 3. juni og 26. august 2020.