Et internationalt team bestående af fem universiteter og tre førende industrivirksomheder vil transformere sundheds-, fødevare- og landbrugsteknologi via ny open-source ’allround’ kunstig intelligens til brug i moderne og fremtidige robotter.
Den danske udviklingsvirksomhed AGROINTELLI og Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet, har sammen med et internationalt team af forskere og virksomheder startet et projekt, som har til formål at gøre moderne robotter, der benyttes i bl.a. sundheds-, fødevare- og landbrugssektoren, langt klogere end de er i dag.
Teamet vil designe, udvikle og optræne kernefunktioner i et slags 'aktivt kunstigt opfattelsessystem' for robotter, der langt overgår moderne computervisions-teknologi, og som skal gøre det muligt for robotter at udføre langt mere komplekse opgaver i fremtiden.
Projektet går under navnet Open Deep Learning Toolkit for Robotics (OpenDR), og målet er således at udvikle et modulopbygget og åbent værktøj. En slags 'all-round' kunstig intelligens, der giver robotter avancerede kognitions- og opfattelsesfunktioner, som opfylder de generelle krav til robotapplikationer inden for sundhedssektoren, landbrug og fødevarer og agil produktion.
”Projektet vil gøre det muligt at forbedre robotters autonomi betragteligt ved at benytte effektive deep learning-teknikker til robotter med begrænset regnekraft. På den måde kan den nye kunstige intelligens bruges på robotter, der allerede eksisterer i dag, og som allerede benyttes i mange forskellige brancher,” siger lektor Alexandros Iosifidis, Institut for Ingeniørvidenskab.
Han bakkes op af sin kollega, lektor Erdal Kayacan, som ligeledes tager del i projektet:
”Vi vil udvikle et værktøjssæt ved at udnytte deep learning for at give avancerede kognitive funktioner til robotter. Projektet vil betyde en hurtig udvikling af nye opfattelses- og kontrolhandlinger, der muliggør et sikkert samarbejde robotter og mennesker imellem,” siger han.
Bekæmper ukrudt
Den danske delegation har som fokus at udvikle avancerede løsninger til landbrugssektoren. Agrointelli er allerede kendt for sin autonome redskabsbærer, Robotti, og i denne kontekst vil teamet udvikle og afprøve et intelligent system til mekanisk ukrudtsbekæmpelse.
Via et on-board kamera kan Robotti selv finde ud af, om en given plante er ukrudt eller afgrøde og på den måde iværksætte en mekanisk bekæmpelse udelukkende af ukrudtet. Det øger bæredygtigheden af systemet og påvirker afgrøde og udbytte minimalt.
”Ved hjælp af deep learning vil vi være i stand til at højne autonomien af Robotti og øge den præcision, hvormed den detekterer og klassificerer mennesker, objekter og afgrøder, samtidig med at vi kan reducere den regnekraft, der er nødvendig for at udføre opgaverne,” siger administrerende direktør Ole Green fra Agrointelli.
EU’s Forskning og Innovationsprogram, Horizon 2020, har bevilget 6,6 mio. euro i støtte til projektet. Den kunstige intelligens, der skal udvikles i projektet, vil være frit tilgængelig open-source kode, og dermed vil den kunne bruges på tværs af applikationer og brancher.
Projektet løber fra januar 2020 til december 2022 og udføres i samarbejde med et konsortium, der består af i alt fem universiteter og tre virksomheder: Aristotle University of Thessaloniki (Grækenland), Tampere University (Finland), Aarhus Universitet, Delft University of Technology (Holland), University of Freiburg (Tyskland), Cyberbotics (Schweiz), PAL Robotics (Spanien) og AGROINTELLI.