Efterlysning: ”Findes der en nøgle, der låser digitaliseringen op”?

Pauline Lindskov
Pauline Lindskov

Pauline ejer i dag virksomheden GroundIT og arbejder som konsulent, leder og oplægsholder.
Pauline er teknologioptimist med en sund skepsis, men mener også at den teknologiske gevinst skal hentes gennem dygtig ledelse og kompetente medarbejdere.

Netflix og Amazon, Google og Facebook, Apple Banking eller Shopify er alle virksomheder, der er født i den digitale tidsalder og som har disruptet alt fra salg, marketing til produktion og distribution, med en hastighed, som vi måske ikke helt har forstået konsekvenserne af endnu.

Jeg møder ingen virksomheder i dag – offentlige eller private – som ikke gerne vil den digitale transformation. Men jeg møder rigtig mange virksomheder, som trækker vanvittige mængder af semi- digitale processer, analog databehandling, legacy og teknisk gæld med sig, og for hvem vejen til egentlig digital transformation kan synes lang. Findes der en nøgle, som kan låse digitaliseringen op for de klassiske virksomheder?

Lidt kækt sagt er det ikke noget stort problem at starte en ny virksomhed op i dag, med et digitalt DNA, hvor alt fra kundekontakt i front-end er personificeret og fuldt chatbot understøttet, hvor bestilling, betaling og forsendelse af varen er fuldt automatiseret, til indkøb, produktion og lager, der er standardiseret og måske endda understøttet af intelligent BI og robotter.

Alene ved at processer og data fra starten er standardiseret og forenklet, har disse start-ups et vanvittigt forspring, hvor de kan producere og markedsføre sig selv billigere og samtidig skabe nærmest monopollignende forretningsmodeller på de sociale medier, hvor alle de andre ”slow-runners” kan promovere sig selv for pay pr. click. Og det er ikke billigt!

I de klassiske virksomheder, hvor jeg har arbejdet med system implementering, proces optimering og digitalisering kigger vi på de digitale forretningsmodeller i de nystartede virksomheder. Her arbejder vi ivrigt frem efter at løfte virksomheden fra den analoge eller spæde digitale tidsalder, hvor vi satte strøm til papir.

Større oprydningsarbejde
Vi må dog ofte sande, at oprydningsarbejdet i data, manglende processer, manglende standardisering up-front både når det kommer til on-boarding af kunder, on-boarding af produkter og services samt manglende integrationer mellem systemer, konstant presser ambitionerne om at løfte forretningsområderne og injicere det digitale DNA. Og vi må sande at der ikke bare er en nøgle der åbner døren til digital transformation.

Så spørgsmålet er, hvordan tager man en stor kran, som kan løfte virksomhederne op i luften for en kort bemærkning og nedsænke dem på et nyt digitalt fundament, hvor man ikke blot suboptimerer på de eksisterende forretningsområder, men reelt bygger nyt op med en digital infrastruktur, der skaber kundeværdi, sikrer end-to-end værdistrømme og skaber fundamentet for nye vitale forretningsmodeller?

Har du forslag til virksomheder eller ledere der virkelig har taget stafetten op og skabt nye forretningsmodeller og læring?
Så deltag på bloggen og lad os blive klogere sammen

Jeg vil i de næste blogs lave interviews med relevante virksomhedsledere og forskere, som har indsigt i arbejdet med digital transformation og undersøge, hvordan vi knækker koden på dette helt vitale samfundsproblem, hvor alt for mange virksomheder risikerer at sidde fast i den præ-digitale sump, mens udenlandske - ofte Silicon Valley baserede softwareproducenter - tilbyder ”hurtige fix” for billige penge og lækre intuitive cloud baserede abonnementer, der binder kunden til dem i årevis.

Tidligere artikelRigtig positionering af EA´en er en vej til værdiskabelse
Næste artikelKøbenhavnske forskermiljøer med i EU-netværk om machine learning
Pauline Lindskov har arbejdet med digitalisering og digital transformation igennem de seneste 15 år og brænder for, sammen med danske virksomheder, ledere og medarbejdere at skabe relevante og meningsfulde processer og praksisser, som driver automatisering og nye digitale forretningsmodeller. Som humanist og cand.comm. har Pauline i det meste af sit arbejdsliv arbejdet med organisation, ledelse og relationer i forandring. Med Lean, agile, ITSM, projekt- og programledelse i redskabskassen har det helt naturligt været den digitale transformation, som har været drivkraften. Pauline er teknologioptimist med en sund skepsis, men mener også at den teknologiske gevinst skal hentes gennem dygtig ledelse og kompetente medarbejdere. Hun ejer i dag virksomheden GroundIT og arbejder som konsulent, leder og oplægsholder.